Kærlighed og blomster beskrives ofte med et metaforisk lighedstegn for kvinder, ligesom de i litteraturen og maleriet læses og ses sammenlignet med en smuk blomst i fuldt flor – lige til at plukke og fortære.
Har netop i Alex Schulmans roman Brænd alle mine breve oplevet kvinden for en ung forfatterspires kærlighed – livslang og uforløst skulle den blive – beskrevet som en rosenbusk – “Engang brændte en rosenbusk i et nordsvensk sommerlandskab sig fast på min nethinde. ….. Det var som om min sjæl vandrede ud af mit øje, tværs gennem blomsten og ind i en ukendt evighed, som skænkede mig en stærk lykkefølelse og fornemmelse af ro og kraft.”
Beskrivelsen er 90 år gammel, og jeg er ikke sikker på, at man finder en lige så stærk sammenligning i nutidens poesi. Måske findes den livslange blomstrende kærlighedsfølelse ikke engang i vor tid, omringet som vi er af alverdens distraherende medier. Men hvem ville dog ikke gerne opleve en sådan evigt blomstrende og blændende kærlighed til døden os skiller? Alle selvfølgelig. Det er dog sværere end ønsket, da giftermål kan ende ud i et for ubehageligt kendskab til hinandens dårskaber. Uforløst kærlighed er måske i virkeligheden livets største gave af inspiration og selvkærlighed. For en forfatter engang var det. Mindes et ordsprog fra min gamle latinskole: Vise mænd elsker, andre er blot “snyltere”. (Amabit sapiens, cupient caeteri). Det passer præcist på “min bog for tiden”, bortset fra, at det her var den gifte ægtemand (også kendt forfatter), som var snylteren.
Apropos kvindens “blomstringstid”, så er den i dag nærmest livslang og uafhængig af alderen. Vi har uddannet os og lært, at vi ikke nødvendigvis behøver at blomstre via vores korpus og ovarier. Visnede blomster kasseres ganske vist, hvilket “afblomstrede, non-fertile” kvinder på ingen måde bliver i dag. Tværtimod bliver vi i den postmenopausale del af vores liv mere fysiske, involverede og oratorisk vovede. Vi bliver ofte mere frie og måske mere “uartige”. Empirisk har vi lært, at voksne og ældre i dag er og kan så meget andet end en flirt, og vi gider i hvert fald ikke mere leve op til mænds fantasier om seksuelle sammenhænge. Tak for det.
Sic dixit en Fusionista – og tænker …. bare ærgerligt sonnyboy …
