En familie efter WW II
Ordløst og beskedent havde hun elsket sin far. Hun ville gå i døden for ham, hvis blot han ville overleve, men han var kommet hende i forkøbet. Faren havde befriet hende fra angst og uskyldig usikkerhed. Han reddede hende til livet, han udløste og befriede hende med sin død. Hvilken stor gave at få som 19-årig – om end den havde betydet fysisk far-fravær resten af hendes liv.
Faderen skulle have haft et langt liv i tryghed, hvor han blev passet på og beskyttet for bekymringer, smerte og sygdomme. Det skulle hun nok egenhændigt sørge for. Hun skulle bare nedkalde smerte og sygdom over sig selv, hun ville tage alt det onde på sig, så faren kunne overleve. Hun forsøgte med bønner og ritualer. Hver aften på knæ på låst badeværelse med sin rosenkrans – en pater noster – hun havde udvalgt på ferie i Rom sammen med storebroren. Noget – nogen ville det anderledes. Hun fik ikke lungekræft, hun fik ikke smerter og åndenød – hun døde ikke dengang. Det gjorde faderen.
Lurende dårlig samvittighed havde erstattet fraværet. Havde hun nu også elsket og takket ham nok – og nok for hvad. Havde hun talt nok med ham og om ham. Nej, talt om faren post morten, det havde de slet ikke kunnet i hendes familie i mange år, så faren var virkelig stendød. Men havde hun så besøgt ham nok på kirkegården, havde hun passet hans gravsted nok – nej- det havde hun slet ikke – hun havde ikke plantet nok blomster, hun havde ikke vandet nok, hun havde ikke stået stille nok for at mindes. Kun i mørket – på nattens sovepude med foldede hænder slap hun faren løs i tanken, og ja, hun mødte ham nu også hyppigere i sine drømme. Lyslevende talte han til hende. Tænkte om det var et varsel om egen snarlige død og huskede, hvor angst hun havde været dengang hun præcis havde samme alder, som da faren døde. 59 år og 8 måneder. Hun var sluppet over gærdet dengang – og var der indtil videre.
