Jepsen – stik mig 6 af dem saammen med en Pain-In-The-Ass blog
I Guder – hvor jeg savner at kunne begejstres, at brænde for noget, at blive vild i varmen og råbe 6-af-dem i en happy-go-lucky mode.
Plejer – plejede – at være mit optimistråb, når jeg fik en god idé. Så ville jeg ha’ 6 – måske osse noget sex – men mest af alt bare 6 af dem. Udtryk født engang i vild begejstring over underskøn rødvin. Den ville jeg fluks ha’ 6 af.
Men nu er jeg ved at opgive ævred. Min målgruppe er væk. Helt væk. Jeg havde engang en, det gik godt, det var sjovt. Og jeg kunne leve af det.
Tænke – tænke, hvordan hulen og høvled får man nu igen skabt sig et liv med nogen at talesnakke med, nu hvor man ad åre er blevet halv-helgammel med en masse mere på hjerte, en masse at fortælle, en masse at skrive og fabulere om, at sende transcenderende fra hjerne til bord – til ord. Ord har da ingen alder, og jeg har altså ikke lyst til at stoppe dem skråt op endnu. – Og jeg har for længst holdt 50 års studenterjubilæum – OMG. Det er bare løgn med skysovs på.
Suk – for 1 år siden var jeg fuld af hoptimisme og skrev overkåd – “Quo Vadis – hvor vader du hen” – til et radioprogram på 24syv. Damernes Magazine. Det blev – slår hæle sammen og gør respekthonnør for de 2 redaktører – en klumme under mit gamle kaldenavn ElsePelse.
Aiijj, hvor var jeg glad over at kunne bruges. Troede virkelig der var plads til mig – til os fra de store årgange. Fra efterkrigstiden. Vi var så langt fremme i skoene engang.
I det hele taget – hele sidste år som overflødig, som redundant – var jeg bare SÅ jubeloptimistisk. Man skulle nok få skabt et netværk derude i cyberspace, man skulle nok finde nogen at dele al sit skriv med. Nogen at fantasisprudle med i et sjal af saftige tanker. Men gu’ ku’ jeg ej. Finde nogen at lege ordleg og skrive en mailbog med – SKRIVE EN PITA blog’s med. Nå, men han skal osse være ungdommelig i sind og skød. Fræk og frisk i tanken ligesom grand-ma-ma, Fusionista’en her.
MON problemet kan være, at man har en usynlig alder uden meget mersalg i, at man er ved at uddø, med mindre man allerede er noget kendisnoget eller et mandemenneske. Bare ærgerligt og surt at være et helt almindeligt stykke anonymt kvindfolk! Når man nu også vimser rundt i cyberspace og tænker som alle de døtreunge derude – hører den samme musik, hip hopper herhjemme for sig selv og er “sjov” indeni.
Helt reelt kører liv som pensionista i tomgang, rundt og rundt. Bliver snart totalt HYS – hysset. Jeg skriver og skriver og vil så gerne have kunder i min butik af mindeord. Nogen kommer da også listende, og det bliver jeg høj af. Indrømmet, elsker eget skærmarbejde. Så er jeg überhappy og relaxed. Så jeg bliver stupidt ved – bare for egen fornøjelses skyld. F#@king Solitudevej. Grrrrhhh ….
Bortset fra det – TAK fordi du læste. MøsMøs fra den overflødige Fusioniosta.
