“Du har valgt at stå frem i dag” – blev der netop sagt i radioen. Midt om formiddagen. OMG – SUK – det kunne i hvert fald aldrig falde mig ind at stå frem med noget som helst – og da slet ikke på en dårlig hårdag. (Sssyhh – bare se mine godmorgen selfies!). Nå, heldigvis kan ingen se mig i radioen, så det kan være helt ligegyldigt. Blot er formuleringen lige til til at brække sig over. Stå frem, beret, bekend … på alles vegne. Kors altså, spar mig for et stykke med empatisk, følelsesladet dialogprogram.
Kunne ikke rumme den 15-årige pige, som havde valgt at stå frem i dag med et eller andet. Det lød som følelsesporno, og jeg ville ikke vide, hvad hun stod frem med og for. Det ville bare danne billeder og film, som jeg ikke havde lyst til at se.
Men har vi ikke alle valgt at stå frem, valgt at gøre os visible, at stå frem og vrikke med røven. Vi bekender, vi blogger, vi udgiver memoirer, vi er på TV i reality, vi er på sociale medier med stories af alskens slags, hvor vi snapper af hinanden, roser, undres, trøster, får verbale bank, bliver store eller små, men vi får luft og slipper pinligheder eller banaliter ud og får det meget meget bedre. Som stå-fremmere.
Ja, det er SÅ godt at stå frem. For vi er nemlig ikke alene om af brække os, vi er ikke alene om at være bange, om at opleve vold, om at være skidefulde og på rulleskøjter, helt reelt eller i overført betydning. Vi er fælles om at blive voldtaget på den ene eller anden vis, om at falde, sommetider dybt, og om at rejse os igen og al respekt for det. Men hvorfor – hvorfor er det så nærende med insider viden om andres fortrædelig- eller fortræffeligheder, om deres sexuelle præferencer, deres successer og fiaskoer. Hvorfor i al verden skal alt deles og kommenteres offentligt? Bliver vi klogere, bekræftede, lettede, trøstede? Måske, men jeg ved det ikke. Ved blot at jeg intermitterende får posttraumatisk stress af det, og hver gang jeg ser eller hører en stå-fremmer er min første tanke, nåh, har du nu fået brækket dig i dag, nåh, har du nu overforbrugt igen eller drukket et glas for meget! Hvor er det bare synd for dig, kom herhen så skal big mama trøste dig. Jerk. – Og fame jo, gør jeg det også selv. Står frem og slår hælene sammen. Og bekender fra mit indre lige her midt i mit lucky-go-bloggy fusionistaunivers.
Nå, ro på med en dyb inspiration. Det var bare et par flygtige stå-frem tanker, som jeg hæmningsløst og narcissistisk deler på eget ego-medie med risiko for en ordentlig håndfuld fuckfingre. Men så må jeg jo stå frem og bekende med dem i hånden – og få det meget bedre. I egen selvgode selvforståelse lykønsker jeg mig selv over at være kommet videre trods grænseoverskridende oplevelser. Derfor min totale respekt til tidens medieblottere – til de seriøse og usponsorerede!
Hermed SLUT på dagens stå-frit-frem selfies – det skal aldrig ske mere. Promise.
Men måske alt hele tiden bliver for meget, fordi først er det hele så skide pænt, med alle lykke opdateringerne, at det er til at brække sig over, og for at få lidt modvægt, lidt ligevægt, kalder det vel bekenderne frem, mig selv inkl 😉
Og begge dele er vel følelses porno…….tænker jeg, for det ene er se hvor lykkelig jeg er, den anden se hvor skide ulykkelig jeg har været.
Ved det ikke, kan udmærket forstå din reaktion. Måske vi alle bare er ved at finde ligevægten i forhold til, hvordan vi kan bruge den åbne mikrofon 🙂
Jamen, du har helt ret dejlige cityprinsesse! Sorry, skrev ikke til dig. Synes det er helt fint, at vi deler og viser os i ligevægten mellem happiness og det modsatte – og jeg deltager selv og næres af det. Men det der triggede mig i dag, da Zoneprogrammet begyndte, var at pigen, der havde valgt at stå frem KUN var 15 år. Come on – stakkels pige. Vi er jo voksne og kan håndtere vores bagage og dele den med andre voksne – for åben mikrofon. Fin allegori i øvrigt, den kan jeg li´.