Vreden, gudinde besyng
den sorg, som greb fusioiden Profondea
i moden alder udenfor rækkevidde
af berøringens magiske nydelse
tillært og øvet gennem årtier
Var ensomt efterkrigstidsbarn fra Amager
med en far hjemkommet fra Kz-lejr
nærvær og kærtegn var ikke del af opvæksten
angst og kropsforskrækkelse derimod
Student uden sex uden kæreste
lodden underbuks med elastik i benene
første kys og kram i studenterforeningen
nye trusser
petting på hans seng – ikke andet
Det lille Apotek
et tilfældigt møde med beruset jurist
purung, klog og smuk fra museumsslot
morenken accepterede mand med uddannet titel
Endelig defloreret som 21-årig
ægteskab i rækkehus i Søborg
smukt barn som 23-årig
andet smukke barn 4 år efter
70’er velstand
nyt typehus, 2 biler
tilvænning til fuld sex
bank og ydmygelser
hemmelige sidespring til strip-poker
konebytteri og pigekram
Alle mænd jurister
koner hjemmegående med halvdagsjob
alle mænd fik høje stillinger
i samfundets øverste top
flere mænd alkoholiserede
flere mænd skulle dø unge
skilt efter kobberbryllup – 35 år gammel
Nyt asketisk liv med 2 børn, job og cykel
2 år i cølibat
8 år i Sturm und Drang
det var 80’erne
Erotikkens omsorg var sparsom
opfindsomheden var i overflod
flygtig kæreste bed sig bedre fast i sjælen
men der var så meget derude
der skulle testes
Steg ombord på Noahs Ark II
en 80’er datingselskabsklub
søsat af nyfraskilte Lykke
som spiste sig igennem singlernes
mandeemner med stor omtale i aviser
arken sejlede hos herskabet på Østerbrogade
man datede og sexede på kryds og tværs
45 år gift for 2. gang med kollega
faldt til ro med moden forelskelse
havde altid været der for mændene
Monogame år spurter med succes i eget firma
blodtryk op i en spids
blodpropper ned i hjertet
amerikansk køb af fremdriften efter 20 år
email med et klik og subject
time has come – underforstået
to say goodbye
tvungen pensionering som 67-årig
Nyt liv som fusionista
hader pensionista
frygter alderdom
små og krumme mennesker
handler sammen med ydmyg vognstyrer
skændes sammen om preferencer
ingen seksualitet sammen
ingen fælles fremtidsdrømme
ingen længsler sammen
ingen afslapning i fællesskab
vil ikke være en af dem
eller er det indbildning
I dag stables bunker af lykkeliv
via gemte breve hvor
kærlige smukke ord afsløres
de var glemte – nu sørgmodigt skattede
Kæreste for 30 år siden
søsætter fantasifuldt og frækt forspil
hvem ved, hvad der kan ske
kønnet tynges
strigles, tæmmes, kæmmes
optakt til klimaks plejes og gødes
holdes under kontrol
Resignerer
der var engang
fascinationen blev borte
udstrålingen var væk
alder har ingen attrå
kun egen glød
med egen stimulans
Nød efterfølgende sporet af libido
efter hidsende uge i fantasiens vold
blev højere og rankere end de andre
de ældre derude i grålivets zone
nød ensomheden med og mod
komplet gold tilfredsstillelse
Hengivelse med foldede hænder
en kulturkristen slår korsets tegn
med meditation for sjælelig lise
Fusioiden går videre ind i drømmeland
erotisk renaissance ønskes
alderssvarende seksuel frigørelse haves
i et tyst længselsland med afsavn og vrede
Hun spejder efter landet, der ligger ned … har ikke travlt med at komme derhen
Læs mit blogindlæg om længsel hos Pouline Middleton, forfatter, foredragsholder og coach: Længsel efter længsel
Hedonisme – af græsk hedone = lyst – er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse