Hun havde altid kendt længslen.
Længslen efter noget.
Efter nogen.
Vidste aldrig helt, hvad eller hvem det var.
Rakte stille ud og løb efter den.
Der var liv og håb i længslen.
Som barn længtes hun efter at blive voksen.
At blive fri for angsten for sygdom og død.
Hverdagen blev ritualiseret.
Med bønner og korsets tegn.
Til Faderens overlevelse.
Længtes efter at blive befriet for dem.
Det blev hun ved hans sidste suk.
Kun for at længes efter noget nyt.
Efter længslen for at blive forløst
af den eneste ene.
På den hårde måde lærte hun det.
At det kunne man ikke.
Nogen var til intellektet.
Andre til tavshedens spænding.
Hun græd savnet ud.
Vænnede sig til at finde ny balance
og harmoni.
Hver gang mistede hun
noget af sig selv.
Repetitionen foregik hele livet.
Små steps på resignationens skarpe klinge
blev hendes tro følgesvend.
Balanceakten var smertefuld,
men gav ro og tyst tilfredshed.
Med alderen blev der spændt ben
for udstrålingens udspænding.
Nedfalden frugt fortæres i kredsløbet.
Drømmene, begæret og længslerne
blev fremmedgjorte.
Trods tidligere tiders ejerskab og forbrug.
Længslerne duver svagt under huden.
Ligner en gammel smag efter rusmidler
efter ekstasen og afhængigheden
fra ungdommens brede favntag.
Med tidens restprodukt
rækker hun ud efter nye længsler.
Der må være nogen derude.
I landet inden slut.
Hun er jo ens derinde
i sjælens krinkelkroge.
Hun forglemmer sig og lader sig friste.
Skynder sig langsomt
med drivkraften intakt for dagens vilje.
Udviser stamina.
Går intuitivt ud i landet.
Risikerer nye oplevelser.
Med sine sidste længsler.
Besøg forfatter, foredragsholder og coach Pouline Middletons blog og læs bla. mere om længsler inspireret af hendes seneste bog Spor af længsel
